
Faliraki Water Park
Faliraki Water Park hævdes at være en af de største vandparker i hele Europa, men er i hvert fald en af de største i Grækenland. Som navnet antyder, så ligger vandparken i feriebyen Faliraki på østkysten af Rhodos.
I Faliraki Water Park er der underholdning for hele familien, uanset alder og vovemod. De mest hæsblæsende vandrutsjebaner er markeret med en rød trekant, det gælder bl.a. ‘Kamikaze’ og ‘Free Fall’.
De mere moderate er markeret med orange og gule mærkater, det gælder bl.a. ‘Giant Slides’, ‘Rafting Slides’, ‘Sting Ray’ og den meget populære ‘Head First Mat Racers’, hvor fem personer kan køre side om side på hurtige måtter.
De som ønsker sig et roligere tempo kan tage en tur i ‘Lazy River’ og lade sig flyde gennem Faliraki Water Park eller ligge og nyde solen ved swimmingpoolen. Der er solsenge og parasoller flere steder i vandparken.
Børnene har deres helt eget område. Her kan de udforske piratskibet i swimmingpoolen, tage en tur på de små vandrutsjebaner, klatre på en stor vandhoppepude eller løbe ind foran den store spand, som tipper når den er fyldt med mere end 1000 liter vand. I dette område er der også solsenge, så mor og far kan følge med.
Når sulten melder sig, er der mange cafeterier i Faliraki Water Park. Her tilbydes hamburgere, sandwiches, pizza, souvlaki, gyros, pommes frites m.m.
Faliraki Water Park er sjov for hele familien og en dag går utroligt hurtigt. De fleste kommer kørende i lejebil, som kan parkeres gratis, men vandparken ligger også i gåafstand fra flere familiehoteller. Falirakis bedste familiehotel, det 5-stjernede Amada Colossos ligger kun 300 meter væk, og det moderne hotel ligger helt ud til stranden. Hotellet har mange aktiviteter og flot wellness-afdeling med fitnesscenter.
Faliraki Water Park kort
Vandlandet ses midt på kortet. Zoomes kortet ud én gang kommer hotellet Amada Colossos til syne mod øst, men feriebyen Faliraki strækker sig langt mod syd.