Fourni strand

Fourni strand ligger tæt på landsbyen Monolithos på sydvestkysten af Rhodos. På kortet er afstanden kun 2 km, men i bilen skal der tilbagelægges 6,4 km ad små snoede bjergveje. Afstanden til Rhodos by er 78 km.

Stranden generelt
Naturstranden Fourni ligger i flotte omgivelser med høje bjerge i baggrunden. De som tager turen til Fourni strand sætter pris på naturen og den rolige atmosfære, der er på stranden.

Stranden er dækket af en blanding af sand og småsten, og vandet har meget flotte turkise nuancer. Når strandens café er åben er der adgang til solsenge, parasoller og et toilet. Der er også brusere.

I landsbyen Monolithos er der et skilt i retning af stranden, og det er den eneste vej til stranden. Parkering er gratis lige ved stranden.

Fourni Rhodos

Børnevenlighed
Den stenede strandkant og den forholdsvis høje risiko for bølger gør stranden mindre børnevenlig.

Vandsportsaktiviteter
Der er ingen vandsportsaktiviteter, som generer den fredfyldte atmosfære på Fourni strand.

Strandrestauranter
Der ligger en café ved stranden der sælger lette måltider, is og drikkevarer. Den er som regel åben, når det er strandvejr, men der er ingen garanti. Det er caféen der står for udlejning af solsenge.

Fourni strand

Feriebyer i nærheden
Nærmeste by er landsbyen Monolithos, der ligger for foden af bjerget Akramitis, det næsthøjeste bjerg på Rhodos. Monolithos har kun lidt over 300 indbyggere, men alligevel er der en håndfuld restauranter, der fortrinsvis serverer traditionel græsk mad. Der er også et lille mini-marked, hvis I mangler lidt drikkevarer eller snacks til strandturen.

Monolithos er mest kendt for resterne af en mere end 600 år gammel borg, der ligger på toppen af en høj klippe. Klippen menes at have lagt navn til byens navn, da monolithos oversat fra græsk betyder noget i retning af eneste klippe. Hvis I er i området så bør I besøge resterne af borgen. Udsigten er enestående!

Monolithos
Resterne af borgen Monolithos

Fourni strand kort
Stranden Fourni ses nederst på kortet. Øverst er det landsbyen Monolithos med resterne af den 600 år gamle borg lidt sydvest for byen. Ikke langt fra Fourni ligger en anden naturstrand, Alyki.

Related Articles

Back to top button