
Kiotari strand
Kiotari ligger 60 kilometer syd for Rhodos by, og kun nogle få minutters kørsel fra den smukke by Lindos.
Stranden
Feriebyen Kiotari har en næsten 5 km lang kyst, hvoraf det meste er strand af forskellig kvalitet. De to bedste dele af stranden ligger ved områder med hoteller.
Den ene del ligger ret centralt ved det flotte familiehotel Mitsis Rodos Maris, og den anden del ligger i den nordøstlige ende af Kiotari. Begge steder er den brede strand dækket med sand, dog er sandet blandet med småsten ud mod vandkanten. Vandet er helt klart og bliver ret hurtigt dybt.
I disse to områder er der mange solsenge, parasoller, brusere og toiletter. For de som kommer i bil er det muligt at parkere bilen gratis tæt på stranden.
Børnevenlighed
Der er god plads til at lege i sandet på stranden. I vandkanten er der en del småsten, så det kan være en god idé med badesko til børnene.
Vandsport
Ved begge områder med hoteller tilbydes der et bredt udvalg af vandsportsaktiviteter, herunder jet ski, bananbåd, stand up paddle og windsurfing. Se det store udvalg hos Kiotari Bay Water Sports.
Strandrestauranter
I de to områder af stranden, hvor der ligger hoteller, er der strandrestauranter som serverer forfriskninger og lette måltider. Mange af hotellerne har all inclusive, så mange spiser måltiderne på deres hotel.
Feriebyen Kiotari
Kiotari er en af de nyeste feriebyer på Rhodos, og samtidig en af de mest moderne. I byens centrum er der et stort Carrefour supermarked, ca. 10 turistbutikker, to apoteker, biludlejning, caféer og restauranter. Så Kiotari har alt hvad I får brug for på ferien.
Hotellerne ligger alle tæt på stranden. Det bedste er det 5-stjernede Princess Andriana Resort & Spa, der med sine mange faciliteter er perfekt til både familier og par. Til børnene har hotellet sit eget vandland med mange vandrutsjebaner, mens der til de voksne er en stor wellnessafdeling med spa og fitnessrum.
Hvis I får lyst til en udflugt, så ligger den historiske by Lindos kun 16 km væk i bil. En smuk by med hvidkalkede huse, og en fantastisk strand. Højt over Lindos ligger det gamle forsvarsværk Akropolis, som det er muligt at gå op til. Udsigten herfra er enestående. En anden turmulighed er den imponerende naturstrand Prasonisi nede på den sydligste spids af Rhodos.

Kiotari kort
Kiotaris næsten 5 km lange kyststrækning ses på kortet. De to bedste strande ligger ved hotellerne midt på kortet og ved hotellerne oppe i højre hjørne. I den nordøstlige udkant af Kiotari ses naturstranden Glystra, der ligger smukt inde i en bugt og er meget børnevenlig.