Pefkos strand

Den hyggelige ferieby Pefkos ligger på østkysten af Rhodos, kun 3-4 kilometer sydvest for Lindos.

Stranden generelt
Hovedstranden i Pefkos er en 500 meter lang og ret smal sandstrand. Der er dejligt roligt ved stranden og udsigten til de omkringliggende bjerge er billedskøn.

Stranden er overvejende dækket af sand, men der kan være lidt småsten hist og her. Vandet er lavt og normalt roligt. Der udlejes solsenge og parasoller på stranden, ligesom der er brusere til at skylle saltvandet af kroppen. Parkering sker i gaderne bag stranden.

Pefkos vest

I byens vestlige udkant ligger der flere hyggelige strande, som det er let at spadsere hen til. Her udlejes der også solsenge og parasoller, og der er brusere og toiletter ved nogle af dem.

Børnevenlighed
Med sit fine sand og lave vand er stranden i Pefkos børnevenlig. Der er normalt ikke bølger af betydning, da stranden ligger godt beskyttet.

Pefkos strand

Vandsportsaktiviteter
Det er muligt at leje mindre motorbåde. Derudover tilbydes der ingen vandsportsaktiviteter.

Strandrestauranter
Der er et godt udvalg af barer og restauranter tæt på stranden. Prøv for eksempel Philosophia, der er en hyggelig græsk restaurant med fantastisk udsigt over havet.

Pefkos Rhodos

Feriebyen Pefkos
Pefkos er en lille ferieby med en rolig og afslappende atmosfære. Foruden sin fine strand har byen også et godt udvalg af restauranter, barer og indkøbsmuligheder.

Hotellerne i Pefkos er overvejende små og familieejede. Der er dog også nogle få store hoteller, herunder det populære og moderne Hotel Island Blue.

Hvis man holder ferie i Pefkos, er det oplagt at tage en tur til den hyggelige by Lindos, der er en af de største turistattraktioner på Rhodos.


Pefkos kort
På kortet ses den lange hovedstrand lige foran byen. Vest for byen ligger der flere små og hyggelige strande, de fleste med udlejning af solsenge og parasoller. Længst mod vest ligger stranden Makrys Toichos, som er den pæneste strand i området.

Related Articles

Back to top button